MCSfokus.dk har til formål, uafhængigt af patientforeninger og politiske interesser, at sætte fokus på og informere om MCS, multiple chemical sensitivity. På dansk kaldes MCS også for duft- og kemikalieoverfølsomhed eller blot kemikalieoverfølsomhed.
MCS har allerede en betydelig udbredelse, og antallet af mennesker, som lider af MCS, vil utvivlsomt stige i den nærmeste fremtid som følge af den stigende kemikaliebelastning i vort hverdagsmiljø. Duftstoffer, tryksværte og afgasning fra elektronik, nye møbler osv. er blandt de ting, der gør den MCS-ramte syg.
Alle kan blive ramt af MCS. Det kan ske fra den ene dag til den anden, eller sygdommen kan komme snigende over en årrække. En konsekvens af sygdommen er udelukkelse fra et normalt socialt liv, og MCS fører ofte til førtidspension.
Ifølge en videnskabelig undersøgelse er der i dag mere end 100.000 danskere, der har symptomer på MCS i en sådan grad, at det har haft sociale og/eller erhvervsmæssige konsekvenser for dem.
MCS-ramte over hele verden kæmper for anerkendelse af sygdommen og for retten til et normalt liv. Nogle få lande: Tyskland, Østrig og Japan, er gået foran med anerkendelsen af MCS som en reel fysisk sygdom forårsaget af kemikalier.
Mange steder forsøger man at ”psykiatrisere” MCS. Det vil sige at forklare, diagnosticere og behandle MCS, som var det en psykisk forstyrrelse. Måden dette foregår på i Danmark, har vakt opsigt internationalt.
På MCSfokus.dk følger vi MCS-situationen i Danmark og i det store udland.
MCSfokus.dk ejes og vedligeholdes af Michael Weile. Indlæggene leveres af et antal faste bloggere samt gæstebloggere fra ind- og udland.
Udveksling af gode råd, annoncering af sociale arrangementer m.v. henvises til MCScafé, som er et tilsvarende uafhængigt, men lukket forum for MCS-ramte og deres pårørende.
Velkommen indenfor!
Theme by Danetsoft and Danang Probo Sayekti inspired by Maksimer