Oplysningskampagne sætter fokus på duftstoffer og helbredsrisici
MCS får egen diagnosekode i Sundhedsvæsenets KlassifikationsSystem, SKS
Klinisk vejledning fra DSAM møder skarp kritik
Nordmændene skal oplyses om miljørelaterede sygdomme
Hvert tredje FOA-medlem har problemer med duftstoffer på arbejdspladsen
Ny dansk forskning: Brændeovnsrøg skader DNA på samme måde som dieselpartikler
Stor undersøgelse fra Danmarks Tekniske Universitet afslører bekymrende dårligt indeklima i danske boliger
Ny udmelding fra Videncentret: Duft- og kemikalieoverfølsomhed er et væsentligt klinisk problem for op mod 3,5% af befolkningen
TV2-nyhederne: Helt almindelige dufte og andre kemikalier i luften får hver fjerde dansker til at føle sig dårlig
Passiv rygning sender spædbørn på hospitalet med akut forværret astma


Information om duft- og kemikalieoverfølsomhed

Højt berømmet miljø-gyser stadig sørgeligt aktuel

Filmplakat fundet på:
http://www.impawards.com/1995/safe_ver1.html

Todd Haynes film Safe fra 1995 med Julianne Moore i hovedrollen er et uafrysteligt drama om, hvordan hverdagens kemikaliepåvirkninger langsomt, men sikkert underminerer en kvindes helbred og hele eksistens. Filmen blev i 1999 i Village Voice Film Poll stemt ind som årtiets bedste film.

Af Mette Toft

Safe (’I sikkerhed’) er noget så usædvanligt som en spillefilm om det, der i dag oftest betegnes MCS, multiple chemical sensitivity, og som på dansk også går under betegnelsen ”duft- og kemikalieoverfølsomhed”. I filmen, som foregår i senfirsernes USA, taler man om ”miljøsygdom” og ”kemisk handicap”.

På dvd-filmens cover præsenteres filmen således:

”Forestil dig at blive allergisk over for alt det, du holder af: tøj, mad, sex, venner. Velkommen til ’det 20. århundredes sygdom’. Safe er en isnende miljø-gyser, hvor fjenden ligger på lur i den luft, vi indånder.”

Filmen er både skrevet og instrueret af Todd Haynes, hvis Oscar-nominerede, anmelderroste og prisvindende Far from Heaven (2002) blev vist på dansk tv i 2011.

Safe er fra 1995 og blev dengang i The Independent fremhævet som ”årets mest bemærkelsesværdige film”. I 1999 blev Safe i Village Voice Film Poll stemt ind som årtiets bedste film.

Der er tale om højst seværdig og fascinerende filmkunst. Og filmens tema er tiden desværre ikke løbet fra.

Hvad sker der med mig?
Julianne Moore spiller hovedrollen som den privilegerede ”homemaker” Carol White, der – uforståeligt for både hende selv, hendes mand Greg og hendes læge dr. Hubbard – føler sig mere og mere utilpas og ved siden af sig selv. Åndenød, hovedpine, opkastning, næseblod, røde øjne og blakket hud er nogle af de symptomer, hun slås med. Da hun under et restaurantbesøg med gode venner sidder ret op og ned og falder i søvn, mens der fortælles vovede vittigheder, bliver Greg for alvor bekymret.

Dr. Hubbard undersøger hende og forsikrer hende om, at hun ingenting fejler. Lidt udslæt, lidt tilstoppet næse måske, men ikke noget alvorligt.

Symptomerne fortsætter. Det går også ud over det ægteskabelige samliv, og Greg er ved at være træt af det: ”Hvem fanden har hovedpine hver evig eneste dag!”.

Et psykisk tilfælde?
Carol og Greg går sammen til lægen. Dr. Hubbard kan efter endnu en undersøgelse berolige parret med, at Carol grundlæggende er fuldstændig sund og rask.

Afslutningsvis tilføjer han: ”Det er kun et forslag, men hvis du vil se en specialist, så kender jeg en rigtig dygtig læge, der har bedre forstand på stressrelaterede tilstande, som jeg tror, dit er”. Greg får psykiaterens visitkort. Carol opsøger pligtskyldigt psykiateren, som imidlertid heller ikke er til nogen hjælp.

Over for veninderne forsøger Carol at holde facaden, alt imens dampene fra maling og rengøringsmidler i hjemmet, afgasningen fra det nye sofaarrangement, rensetøjet, dieseludstødningen i bytrafikken, permanentvæsken hos frisøren og mandens morgentoilette med parfumerede plejeprodukter gør hende mere og mere syg.

Et svar
Et foredrag om kemikalieoverfølsomhed og mødet med medpatienter bliver en øjenåbner for Carol. Hun konsulterer en specialist i overfølsomhed, som ganske rigtigt gennem provokationer kan påvise hendes reaktioner objektivt. ”Vi kan tænde og slukke for det som ved en kontakt. Vi ved bare ikke, hvordan vi får det til at forsvinde,” forklarer han.

Carol beskytter sig nu med en kulfiltermaske. Vi ser hende iført masken gå ind ad døren til renseriet, hvor mænd i beskyttelsesdragter er i færd med at sprøjte med et insektbekæmpelsesmiddel. Et øjeblik efter ligger hun på gulvet i et regulært krampeanfald. Hun hastes til hospitalet.

Dr. Hubbard tilser hende næste dag. Tydeligvis tror han stadig ikke meget på disse ”miljøsygdomme”. I et opgivende tonefald stiller han hende de sædvanlige spørgsmål:


DR. HUBBARD: Ingen specielle fødemidler, medicin … følelsesmæssige belastninger …?
CAROL: (lige så træt) Nej.
DR. HUBBARD: Og der er ikke noget andet, du kan komme i tanke om, der kan have …
CAROL ryster på hovedet.
DR: HUBBARD: Så det du siger er, at det alene skyldes insektmidlet og intet andet.
CAROL er tavs et øjeblik, så siger hun stille:
CAROL: (for 117. gang) Jeg har et kemisk handicap, som gør at jeg –
DR: HUBBARD: (lettere irriteret) Ja, det er jeg klar over, Carol, men vi kan bare ikke se det i testresultaterne.

Isoleret fællesskab
Søvnløs i hospitalssengen zapper Carol tilfældigt ind på en reklamespot for The Wrenwood Center, hvor man, som stedets grundlægger Peter Dunning forklarer, kan tilbyde et ”sikkert tilholdssted” langt fra civilisationen for folk med miljøsygdom og lignende immunsystemforstyrrelser.

Carol er ikke længe om at beslutte, at det er det, hun skal.

På Wrenwood møder der Carol et kemikaliefrit, men også lettere klaustofobisk, demonstrativt rummeligt minisamfund af beboere og ansatte, med mange regler og ritualer. Peter Dunning indtager en central og, antydes det, lukrativ rolle som stedets guru.

Terapi
Behandlingen på stedet består af en new age semi-religiøs hjernevask om at lægge ”det bedømmende sind” bag sig, føle sig ”ét med universet” i ”kærlighed” og ”positiv indstilling”.

Carol synes skeptisk og ulykkelig – på sin egen karakteristiske tilbageholdende og undskyldende facon.

Peter Dunning er ikke sen til at slå ned på hendes manglende fremskridt, og hun krymper sig under hans selvpromoverende og manipulerende bebrejdelser.


CAROL: Jeg var bare – lidt anspændt i starten, du ved… Det var –
PETER: (med en løftet pegefinger) Det eneste, jeg ville sige, var, at de følelser, du har haft, Carol, er helt almindelige, især i forhold til nye omgivelser og specielt for en, der er miljøsyg, ikke. Og det, det handler om for os, er at prøve på at hjælpe med at absorbere så mange af disse spændinger, som vi kan… sådan at du får ro til at arbejde med den healing, som du har brug for at arbejde med. Giver det mening?
CAROL: Ja.
PETER: For når det lykkes, så har jeg gjort mit arbejde.
CAROL: Nej, jeg ved det godt, jeg er bare … stadig i færd med at lære, du ved … ordene.

Hulheden i Peter Dunnings lære og kvaksalveriet i hans terapi skriger til den høje himmel over ørkenlandskabet i en scene, hvor hans totale mangel på fornemmelse for, hvad han gør ved folk, stilles til skue. Folk bryder sammen, og han ænser det ikke. Vi ser det, og Carol ser det, og hun skal ikke nyde noget af at lege med.

Selvforskyldt syg?
Hvorfor får Carol det ikke bedre? Er det hendes egen skyld – fordi hun tænker forkert? Er det sandt, at hun har gjort sig selv syg, og at det står i hendes magt at gøre sig selv rask, sådan som Peter Dunning prædiker?

I filmens slutscene ser vi hende gøre sig klar til natten i sit safe house, som er rent, hvidt, bart. Hun ser sig undersøgende i spejlet. Ansigtet taler sit tydelige sprog om en syg krop.

Tøvende forsøger hun sig med et anbefalet mantra:


CAROL: Jeg elsker dig.
Hun rømmer sig, idet hun iagttager sig selv med mere end en antydning af tvivl. Prøver igen, lidt højere:
CAROL: Jeg elsker dig, jeg elsker dig virkelig … (stilhed) Jeg elsker dig.
CAROL ser ind i spejlet, ude af stand til at bevæge en eneste muskel i sit ansigt. Hun venter på, at noget skal ske.
Carols ansigt i spejlet, helt tæt på.
Intet sker.
Hårdt klip til sort.


SLUT


Citater oversat fra den amerikanske original af Mette Toft

Se links til film og filmmanuskript herunder. Bemærk at filmen er uden undertekster.

Begge dele anbefales.

© Mette Toft, 2012

Tekst

Tekst



Theme by Danetsoft and Danang Probo Sayekti inspired by Maksimer