Ny dansk forskning: Brændeovnsrøg skader DNA på samme måde som dieselpartikler
Stor undersøgelse fra Danmarks Tekniske Universitet afslører bekymrende dårligt indeklima i danske boliger
Ny udmelding fra Videncentret: Duft- og kemikalieoverfølsomhed er et væsentligt klinisk problem for op mod 3,5% af befolkningen
TV2-nyhederne: Helt almindelige dufte og andre kemikalier i luften får hver fjerde dansker til at føle sig dårlige
Passiv rygning sender spædbørn på hospitalet med akut forværret astma
MCS-ramt kvinde får støtte fra kommunen til opførelse af egnet bolig
Dansk MCS-politik og -forskningsstrategi vækker opsigt i udlandet
Nyt svensk studie: hyperreaktive luftveje er ikke relateret til hverken astma eller psykisk sygdom
Indsend et nyhedstip

Hvis det bliver antaget, bliver det vist her.

DR spreder misinformation om fibromyalgi, ME/CFS og MCS

DR2s Deadline optræder som mikrofonholder for psykiater Per Finks propaganda og sidder patientforeningernes protester overhørig.

Af Mette Toft

Ukritisk videregivelse af misinformation om anerkendte sygdomme
I programmet Deadline på DR2 den 11. April 2011 bragte man et langt indslag om ”uforklarligt syge danskere”.

Studievært Nynne Bjerre Christensen satte dagordenen for indslaget med dette oplæg:

”300.000 danskere er syge, uden at de helt præcis ved, hvad de fejler. En stor del af dem kan ikke arbejde, og det koster samfundet en hel del milliarder om året. Deadline undersøger i dag, hvor meget det koster, men kigger også på, hvorfor så mange er syge uden at kunne blive diagnosticeret.”

Og videre:

”300.000 danskere er syge, men kan ikke få en diagnose. Sygdommene er forskelligartede, men går under den fælles betegnelse ”funktionelle lidelser”. Det er blandt andet kronisk træthed, irritabel tyktarm, duftoverfølsomhed og fibromyalgi.”

Oplysningerne i oplægget var imidlertid faktuelt forkerte. Folk med de nævnte sygdomme kan få og mange af dem har fået de korrekte WHO-anerkendte diagnoser: fibromyalgi, ME/CFS (kronisk træthedssyndrom) osv. Det er heller ikke korrekt, at sygdommene går under den fælles betegnelse ”funktionelle lidelser”.

Efter oplægget fulgte et langt interview med Per Fink, fra hvem de fejlagtige oplysninger stammer. Per Fink er speciallæge i psykiatri og leder af Forskningsklinikken for Funktionelle lidelser og Psykosomatik ved Århus Universitetshospital.

Per Finks fikse idé
Per Fink har gennem mange år propaganderet for den idé, at en lang række veldokumenterede og anerkendte fysiske lidelser bør diagnosticeres under ét som en psykisk lidelse og behandles i psykiatrisk regi. Og selv om det er klart i strid med WHO’s sygdomsklassifikation, der er den gældende også i Danmark, så udfolder Per Fink sin lægegerning ud fra denne idé.

Patienter med fibromyalgi, ME/CFS eller MCS-patienter får hos Per Fink den psykiatriske diagnose ”andre somatoforme tilstande”, som svarer til hvad, man tidligere ville kalde ”hysteri” eller ”hypokondri”.

I WHO’s sygdomsklassifikation ICD-10 er fibromyalgi og ME/CFS klassificeret som fysiske sygdomme. MCS er anerkendt som en fysisk sygdom i flere lande, og det forventes, at WHO-anerkendelsen vil følge efter.

Per Finks fejldiagnose ”andre somatoforme tilstande” får som konsekvens for de syge, at de snydes for de sociale ydelser eller forsikringserstatninger, de har krav på. Visse kommuner og forsikringsselskaber har ikke været sene til at få øje på fidusen ved at lade Per Fink udarbejde speciallægeerklæringerne for disse patienter. Patienter som vel at mærke slet ikke hører til under Per Finks psykiatriske speciale.

Med TrygFonden som sponsor
TrygFonden har satset massivt på at støtte Per Finks idé og har foreløbig afsat 58 millioner til formålet.

Indslaget i Deadline var da også foranlediget af en pressemeddelelse om Trygfondens seneste bevilling på 10 millioner til en kortlægning af disse ”funktionelle lidelser”, som Per Fink og TrygFonden kalder dem, i håbet om, at patienterne så ikke hæfter sig ved, at det er en psykiatrisk diagnose, man giver dem.

Mange medier viderebragte ukritisk denne misinformation.

Skarpe reaktioner fra patientforeningerne
Fra både ME/CFS Foreningen, Dansk Fibromyalgi-Forening og MCS-Danmark kom der skarpe protester.

ME/CFS Foreningens formand Rebecca Hansen reagerede på en fejlbehæftet artikel i Jyllands-Posten baseret på pressemeddelelsen. Hun skrev på Facebook bl.a. følgende:

”ME/CFS (kronisk træthedssyndrom) kan IKKE betegnes som en funktionel lidelse, sådan som Jyllands-Posten kalder den. ME/CFS er en veldefineret sygdom med WHO diagnosekoden G93.3 – under afsnittet om neurologiske sygdomme.”

”Vi finder det meget beklageligt, at Jyllands-Posten bruger psykiater Per Fink og TrygFonden som en kilde til information omkring ME/CFS, når disse kilder gang på gang har vist sig at være uden reelt kendskab til vores sygdom.”

Dansk Fibromyalgi-Forening offentliggjorde en kommentar til indslaget i Deadline på foreningens hjemmeside, hvor man bl.a. skrev:

”Dansk Fibromyalgi-Forening tager afstand fra, at man i Deadline’s sene udgave mandag d. 11. april atter forsøgte at genoplive de gamle teorier om “ondt i livet” og hypokondri. Man forsøgte endvidere at koble denne diskussion til diagnosen fibromyalgi,…”

”Fibromyalgi er anerkendt af WHO, som en sygdom med fysiske smerter af ikke psykogen karakter. Diagnosen har sit eget nummer M79.7 i WHO’s diagnosefortegnelse, de såkaldte ICD-10 kriterier.”

MCS-Danmark skrev bl.a. følgende på foreningens hjemmesiden:

”I MCS-Danmark er vi forundrede over, at den fejlagtige betegnelse "funktionelle lidelser" gang på gang dukker op i mediebilledet. Vi anser det for at være systematisk misinformation om disse sygdomme, som helt ukritisk viderebringes af medierne. Denne misinformation fører til yderligere stigmatisering og tab af rettigheder for de ramte.”

Klager til DR
Patienter og patientforeninger kontaktede studievært Nynne Bjerre Christensen for at gøre hende opmærksom på, at der var tale om misinformation og faktuelle fejl. Da man ikke fik svar, valgte ME/CFS Foreningen, MCS-Danmark samt undertegnede at gå videre med en klage til programmets redaktør Mette Hybel.

Mette Hybel afviste klagen og henviste til DRs ”seernes og lytternes redaktør” Jacob Mollerup.

Jacob Mollerup behandlede sagen. Han medgav i sin konklusion, at indslaget havde været ”uklart”, men afviste i øvrigt klagen.

DRs programetik
Klagerne havde peget på, at det i DRs programetik om troværdigheden og gennemsigtigheden i sprogbrugen hedder at:

”DRs medarbejdere skal være opmærksomme på kildeafsmitning i sproget, fx overveje nøje brugen af fagtermer og værdiladede udtryk.”

Klagerne anførte, at det var præcis det, Deadline-redaktionen havde glemt i dette tilfælde, hvor man helt ukritisk havde overtaget Per Finks stærkt kontroversielle fagtermer og bygget hele indslaget op omkring hans præmis, nemlig at disse sygdomme er ”funktionelle lidelser”, hvilket er faktuelt forkert.

Med et mindstemål af research, søgning på Google eller ved henvendelse til patientforeningerne, ville man på redaktionen have erfaret, at Per Finks synspunkt er ikke bare stærkt kritiseret, men også i strid med klassifikationen hos WHO.

I dette tilfælde valgte DR at springe researchen over og fungere som mikrofonholder for Per Finks propaganda.

Og bagefter valgte man at sidde patienternes og patientforeningernes kritik og påpegning af faktuelle fejl overhørig.

© Mette Toft

Tekst

Tekst



Theme by Danetsoft and Danang Probo Sayekti inspired by Maksimer