Helse i hver en planke

Vore huse indeholder kemikalier og miljøgifte. Alena Jula blev syg af indeklimaet og havde brug for et hus, som gjorde hende rask. Det fik hun.

Artikel af Lars Sveinung Lid tidligere offentliggjort på www.bygdanytt.no. i maj 2011. Gengivet her i dansk oversættelse med forfatterens tilladelse.

Oversat fra norsk af Elise Berg

Diagnose: kemisk miljøintolerance
Vi omgiver os med kemikalier hver dag. Vi smører dem ind i armhulerne om morgenen, pudrer dem på kinderne i frokostpausen og vasker vores tøj med dem om aftenen. Kemiske tilsætningsstoffer findes overalt, og man tænker ikke meget over det.

Sådan er det ikke for Alena. Hun tåler ikke kemikalier, og bliver syg af din parfume.

- Mærker du noget? spørger jeg prøvende i døren.
- Ja, jeg kan mærke skyllemidlet fra din genser (tyk sweater, red.), fortæller Alena og holder sig på nogle meters afstand.
- Den slags tøj må ofte vaskes mange gange før kemikalierne forsvinder. Men det skal vi nok klare, jeg åbner nogle vinduer.

Jeg har brugt specialsæbe i brusebadet og vasket alt vores tøj i parfumefrit vaskemiddel, men glider alligevel ikke ubemærket ind i huset øverst i Eidefeltet på Valestrand.

Inde i huset er Alena, hendes mand Frank Erkelenz og de to mindste børn, Isla og July. De har to børn mere, men de er i skole.

- Som barn var jeg plaget af allergi og eksem, fortæller Alena.
- Men ingen vidste, hvad problemet var. Efterhånden som jeg blev ældre, blev det værre. Jeg døjede med smerter i hovedet , svimmelhed, migræne og kvalme og havde ofte infektioner. Kort og godt var jeg mere eller mindre syg hele tiden.

Men i 2005 kom der et vendepunkt. På internettet fandt Alena information om kemisk miljøintolerance, og fik bekræftet denne diagnose af en læge. Hun stoppede omgående med parfume, og fik det bedre på et øjeblik.

Alena og Frank boede dengang i Tyskland, men samme år får Frank tilbud om job i et norsk ingeniørfirma, og året efter flytter familien til Sotra.

- Da jeg kom, blev jeg undersøgt på neurologisk afdeling på Haukeland, og de kunne bekræfte, at det var kemisk miljøintolerance, jeg led af.
- Hvilken behandling var der tale om?
- Jeg fik besked på at undgå miljøgifte, så godt jeg kunne.

Jagten på en egnet bolig
Alena måtte med andre ord klare problemerne selv. Nå ja, ikke helt selv – når det hele ser sort ud, er det er fint at være gift med en tysk tekniker.

- Vi ledte efter et sted at bo, som ikke ville gøre Alena syg, fortæller Frank.
- Men alle huse er jo bygget med en mængde miljøgifte, så selv om vi var på aldrig så mange visninger, fandt vi ikke noget hus, Alena kunne bo i. Så vi bestemte os for at bygge et selv på Valestrand.

Det viste sig at være enklere sagt end gjort. De fik fat i en grund, men ingen norske entreprenører kunne levere et hus fri for miljøgifte. Til slut måtte de til Tyskland for at få hjælp.

- De kom fra Tyskland med færdige moduler, og brugte fem dage på at sætte huset op, fortæller Frank.
- Resten af arbejdet kunne vi gøre selv sammen med lokale entreprenører.




Helt afhængig af forståelse og hensyntagen
Nu står huset der altså, fri for miljøgifte og afgasninger, men Alenas problemer er ikke ovre af den grund. Verden derude er fortsat fuld af kemikalier, og denne mor til fire børn kan ikke gå i butikker, deltage i offentlige møder eller gå på besøg hos folk. Oven i købet trækker familien og besøgende lugte med sig fra skole og arbejde, og dette er nok til at gøre hende syg.

- Også mine to ældste børn bliver plaget af parfume og kemikalier, dog ikke i lige så høj grad som mig, fortæller Alena.
- Skolen er nu stoppet med at bruge parfumerede rengøringsmidler og friskluftspray, og de ansattes parfumebrug er reduceret. Det er ikke meningen at elever og voksne ikke skal kunne vaske og sminke sig, men der findes parfumefri alternativer.
- Ændringerne i skolen har gjort vores hverdag meget bedre. Vi har haft en fin dialog med kommunen, og de har taget vores problemer alvorligt. Men der er stadig en vej at gå, før det bliver helt godt, og vi er afhængige af, at forældrene viser hensyn og ikke lader børnene bruge parfumerede produkter.
- Hvad gør I i forhold til naboer og nærmiljøet?
- Vi prøver at informere om sygdommen, og beder folk om at tage hensyn.
- Og det gør de?
- Mange viser stor forståelse, mens andre mener, at det ikke er deres problem.

Canada som eksempel til efterfølgelse
Alena fortæller, at fokus omkring parfume og kemiske tilsætningsstoffer er meget større i mange andre lande.

- Tag nu for eksempel Canada. Her har der i flere år været forbud mod parfume i alle skoler, børnehaver, sundhedsklinikker og arbejdspladser. Disse love er ikke kun lavet af respekt for personer med astma, allergi og kemisk miljøintolerance, men har til hensigt at beskytte alle mod kemiske gifte. Disse stoffer er ikke gode for nogen af os, selv om ikke alle bliver syge.

Mere fornuft end duft, tak!
Alena er engageret og ønsker at udfordre samfundet til at tænke på en anden måde med hensyn til kropslugte.

- Reklamen får os til at tro, at disse lugte er herlige vidundermidler, som gør os unikke og specielle. Som om vi ikke skulle være det uden kunstige lugte? I parfume er der ofte tusindvis af forskellige kemikalier. I dag findes der trygge parfymefri alternativer, når vi skal købe shampoo, vaske- og rengøringsmidler og kosmetik.

Alena trækker tråde tilbage til 80’erne, da folk begyndte at blive klar over farerne ved passiv rygning, og hun tror, at samfundet vil opleve den samme opvågnen, når det gælder parfume.- Jeg er ikke handikappet.

Jeg kan løbe og arbejde; men jeg føler mig ofte handikappet alligevel. Jeg ønsker at opfordre folk til at vågne op og tænke nyt. Bliver der taget hensyn til børn og voksne med kemisk miljøintolerance, astma, eksem og allergier, vil mange få livskvaliteten tilbage. Vi vil have mere fornuft end duft.

© Tekst og foto: Lars Sveinung Lid