MCS-ramte - Nutidens spedalske

I gamle dage var det de spedalske man udstødte fra samfundet - I dag er det de miljøsyge med MCS der udstødes.

Af Bodil Dam Bak Nielsen

Mange, som rammes af MCS i svær grad, oplever, at mange tidligere kolleger, venner, bekendte og familiemedlemmer lige så stille forsvinder ud af deres liv. Man er blevet for besværlig at omgås. Mange i vores moderne og fortravlede verden er ikke længere indstillet på, at det kræver en personlig indsats og i nogens øjne også visse afsavn at være social med en MCS ramt. Der er ikke længere ”in” at favne sine syge.

At blive ramt af en så socialt invaliderende sygdom som MCS kræver, at man er enormt psykisk stærk, hvis man skal overleve som et helt og psykisk sundt menneske. En MCS-ramt lever et liv præget af store tab grundet MCS sygdommen. Tab af helbredet, tab af arbejdsevne, tab af identitet, tab af god økonomi, tab af bolig, tab af frihed, tab af socialt samvær, tab af venner, familiemedlemmer og ind i mellem også tab af partner er bare en del af de store tab, man oplever som MCS ramt.

Rammes man af andre voldsomme sygdomme – fx kræft, hjertesygdomme osv., ja så står der en hær af professionelle sundhedspersoner parat til at hjælpe dig, rådgive dig, støtte dig, udrede dig og behandle dig. Du møder forståelse, sympati og professionel behandling. Er du blevet psykisk påvirket af at være blevet ramt af sådan en alvorlig sygdom, så er der stor forståelse for og accept af, at man i forbindelse med at have fået konstateret en alvorlig lidelse sekundært hertil kan blive psykisk påvirket.

MCS - en lavstatus sygdom
Rammes man af MCS, ja så er historien en helt anden. Man finder hurtigt ud af, at det er en af de værst tænkelige sygdomme, man har skaffet sig på halsen. I bedste fald møder man sundhedspersonale, som er neutrale – men uvidende om ens sygdom. I værste fald møder man mistro, fordomme og fordømmende læger, som i mangel på faglig viden anser en for at være psykisk syg. I Danmark er der ikke en eneste hospitalsafdeling, som modtager, udreder eller behandler MCS patienter. Ingen læger ved noget om sygdommen. De eneste, som viser MCS interesse, er en flok psykiatere, som har besluttet sig for, at MCS er en funktionel lidelse, og derfor hurtigt stiller en psykiatrisk diagnose på den MCS ramte, som herefter resten af sit liv har denne psykiatriske diagnose hæftet på sig.

Bliver man efterfølgende psykisk påvirket af at være blevet ramt af en så invaliderende sygdom som MCS - som bogstaveligt talt smadrer hele ens liv - ja så er forståelsen for en eventuel efterfølgende psykisk konsekvens ikke til stede i samme grad som ved andre alvorlige sygdomme. Som MCS ramt kan man åbenbart ikke tillade sig at reagere ved at blive psykisk påvirket som følge af en svær sygdom. Udviser man tegn på depression eller anden psykisk ubalance som svært MCS-ramt, ja så stemples man primært som psykisk syg. Så behøver samfundet jo heller ikke at forholde sig til de kemikalier og pesticider, som den MCS ramte bliver syg af.

I gamle dage forviste man de spedalske til den anden side af bymuren. I dag må de MCS ramte mere eller mindre frivilligt følge i deres fodspor, da man som MCS-ramt ikke kan tåle alle de kemikaliepåvirkninger man bliver udsat for i et moderne samfund.

• Hvor længe skal dette vanvid stå på?
• Hvor længe kan samfundet fortsætte med at lukke øjnene for eksistensen af svært MCS ramte mennesker og løse problemet ved at sige, at det intet har med det stigende forbrug af kemikalier og pesticider at gøre, men at det udelukkende skyldes psykisk sygdom hos de kemikalieoverfølsomme.
• Hvor stor en del af befolkningen skal rammes af kemikalieoverfølsomhed, før man vil tage det stigende kemikalieproblem alvorligt og handle på det?

© Bodil Dam Bak Nielsen